Gæsteblog: På vej mod første job

Af Marianne Sommer,
Professionsbachelor i ernæring og sundhed – studieretning Sundhedsfremme, forebyggelse og formidling (SFF)

I dette har indlæg har jeg givet ordet til en anden. Marianne Sommer er nyuddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed og i det heldige situation at have fundet jobbet, nærmest før hun færdig med uddannelsen. Marianne har været proaktiv og tyvstartet på jobsøgning, før hun blev ledig, men det er aldrig for sent starte på ideerne her.

Nyuddannet

Hvert år dimitterer cirka 400 nye professionsbachelorer i ernæring og sundhed. Blandt FTF-A’s medlemmer var der i februar 2013 en ledighed på 14,5 % blandt professionsbachelorer i ernæring og sundhed.

Fra uddannelsesstart har jeg og mine medstuderende vidst, at når vi fik eksamenspapirerne i hånden, ville det ikke blive let at få arbejde. Derfor følte jeg, der var to muligheder:

1) Jeg kunne studere videre og håbe det nok skulle løse sig, og at der sikkert ville komme nogle og banke på min dør og tilbyde mig et job, når jeg dimitterede. Eller

2) jeg kunne vælge at ruste mine praktiske kompetencer og erfaring, mens jeg studerede.

Jeg valgte den sidste mulighed, da jeg følte, jeg ville være bedre stillet, når jeg dimitterede. Dette gjorde jeg gennem engagement og involvering i forskellige foreninger, hvor jeg ydermere udvidede mit professionelle netværk. Ved at jeg opnåede praktisk erfaring indenfor den nyeste viden og de teorier, jeg studerede, blev jeg bedre til at koble denne teoretiske erfaring praktisk. På den måde fik jeg noget af den erfaring som virksomhederne hungrer efter hos nyuddannede.

 Frivilligt job som en investering

Mange af mine medstuderende så ikke frivilligt arbejde som en mulighed, mens vi studerede, da de ikke mente dette kunne hænge økonomisk sammen for dem. Jeg valgte at se mine frivillige jobs som en investering i min karriere, ved at jeg opnåde erfaring, som øgede mine muligheder for at matche et kommende job.

Praktikker

Som studerende med praktikker i uddannelsen havde jeg alle tiders mulighed for at indtænkte mine praktikker som afprøvning af fremtidige jobstillinger. Jeg anvendte dette som en oplagt mulighed til at prøve de arbejdssteder og –opgaver, som jeg så mig selv arbejde med. Dette bevirkede, at jeg bedre kunne skrive en målrettet ansøgning, da jeg havde haft en fod indenfor og vidste, hvad denne type job indebar. Samtidig med at jeg fik skabt et netværk ved praktikstederne, så de måske ville have mig i tankerne ved fremtidig ansættelse.

 ”Hvad kan du så? ”

Dette spørgsmål har jeg mødt mange gange, når jeg skulle fortælle andre mennesker, hvad jeg læste. Derfor gjorde jeg meget ud af at forklare alle de muligheder, min uddannelse giver adgang til. Jeg udbredte dermed kendskabet til uddannelsen – det var nærmest en elevatortale for uddannelsens jobmuligheder.  Ved at gøre dette kunne andre nemmere have mig i tankerne, hvis de skulle støde på en ledig stilling indenfor min profession. Slutligt blev samtalen næsten altid drejet om til hvad jeg ønsker at arbejde med.

Sociale medier og PowerjobsøgerneFyn
Da jeg havde et år tilbage af min uddannelse, deltog jeg i nogle kursusdage, min fagforening og a-kasse afholdte omkring, hvordan man skal sælge sig selv med min uddannelsesbaggrund. Jeg opnåede nogle basale redskaber til ansøgning/CV og især brugen af de sociale medier i jagten på jobbet. Efterfølgende brugte jeg en del tid på at præsentere mine profiler på LinkedIn og Facebook på bedste vis, samt anvende mit netværk i min jobsøgning.

Da jeg havde ½ år tilbage af min uddannelse, hungrede jeg efter mere viden omkring jobsøgning generelt, derfor valgte jeg at melde mig ind i Powerjobsøgerne Fyn. Dette er et netværk af forskellige proaktive jobsøgere, hvor vi i netværket alle kunne bidrage med forskellige elementer indenfor jobsøgning. Blandt andet erfaringer og råd ved uopfordret kontakt med virksomheder, udformning af LinkedIn-profil med videre. Jeg er overbevist om, at den positive energi og professionelle sparring, jeg har fået gennem Powerjobsøgerne Fyn, er medvirkende til, at jeg fik dette job.

Hvordan fik jeg jobbet?

LinkedIn var vejen til, at jeg fandt mit job. Gennem en LinkedIn-gruppe indenfor min profession så jeg et opslag på en ledig stilling. Jeg linkede op med kontaktpersonen til jobbet for at høre nærmere omkring stillingen. Samtidig kunne jeg se, at hun var linket op med (i mit tilfælde) flere personer i mit netværk. Jeg kontaktede disse personer for bedre at få et indblik i arbejdsstedet og arbejdsopgaverne.  Da jeg var linket op med kontaktpersonen, skrev jeg en mail med en kort ansøgning, sammen med mit CV. Nogle dage efter ringede jeg for at følge op på, om ansøgning og CV var modtaget, i samme telefonopkald blev jeg kaldt til samtale.

Jeg har erfaret, at der ingen grund er til at vente på, at jobbet kommer til dig. Grib i stedet chancen og de mange muligheder, netværk kan give.  Hvad er det værste, der kan ske?

En kommentar

Filed under Uncategorized