Krøllen på halen

Afslutninger er svære at skrive. De fleste vælger at skrive om dem selv som medarbejder og kollega, hvilket er en god idé. Hvis det gøres godt. Det kan dog betale sig at lægge bånd på sig selv og finde andre muligheder for at fortælle om de mange positive kvaliteter.

Egentligt ville jeg gerne dvæle lidt mere ved brødteksten, da der stadig er en masse at sige om den. At forholde sig til brødteksten er dog en mere teoretisk øvelse, og jeg har fra starten annonceret, at denne blog skal komme med konkrete eksempler fra den virkelige verden. Nærmere bestemt min verden og mine ansøgninger (medmindre nogen vil bidrage med eksempler, for de skal være så hjerteligt velkomne). Derfor vil jeg endnu engang kaste mig hovedkulds udover mine egne grænser og lægge det hele frem.

Det dårlige eksempel

I et tidligere indlæg kom jeg med dette (lettere karikerede) eksempel på et afsnit, som var karakteristisk for, hvordan mange mennesker vælger at slutte af med at beskrive sig selv som medarbejder:

”Som medarbejder er jeg altid hårdtarbejdende og smilende. Jeg er god til at indgå i teams, men jeg arbejder også godt selvstændigt. Jeg er struktureret i min tilgang til opgaver, men også god til at håndtere uforudsete opgaver. Jeg møder til tiden og går ikke hjem, før der er styr på alting. Jeg er god til projektarbejde og til at overholde deadlines, og jeg er god til at formulere mig. Jeg er fantastisk, jeg er enestående, jeg er genial, jeg er den perfekte medarbejder, jeg kunne blive ved fire linjer mere med at beskrive alle mine fortræffeligheder”.

Årsagen til, at dette afsnit er så utilgiveligt for mig, er, at det er påstand på påstand på påstand. Det er en lang remse af alle de bedste kvaliteter ved en medarbejder, men jeg har absolut ingen årsag til at tro på dem. De kan alle sammen være sande, men lagt sammen på denne måde er de kedelige at læse og fuldstændigt ubegrundede. Ligesom en indledning, der alene består af formaliteter, er det spild af plads, fordi det i virkeligheden intet siger. Brug pladsen på at fortælle om dine kompetencer på en god måde i stedet.

Brug dit CV

Da jeg havde læst de famøse 300 ansøgninger igennem og med skam måtte erkende, at jeg ikke var et hak bedre til dette selv, måtte noget jo ske. Det første, jeg gjorde, var at gå til mit CV og lave en profil, som jeg af uransagelige årsager ikke før havde. Ved gennemlæsningen af alle disse ansøgninger viste det sig nemlig, at jeg ikke altid startede med ansøgningen – faktisk langt fra. Ofte kiggede jeg efter et billede på CV’et først og dvælede ved den første side for lige at se, hvad jeg kunne forvente mig. Jeg nægter kun at være summen af mine kompetencer, så en profil var den helt naturlige løsning til også at lægge personlighed i CV’et.

Fordelen ved at tænke din profil som en aktiv del af din ansøgning er, at her er det helt i orden at komme med påstande. Din profil skal ikke inddrage virksomheden, den skal alene forholde sig til dig, og i sådan et lys bliver det overstående eksempel straks noget helt andet. Jeg ville stadig pille ved det, men det er ikke længere, fordi det er påstande.

Min profil hedder ikke Profil. Den står under et personligt motto. Endnu et lille trick, man kan anvende, for at få lidt mere personlighed ind i en ellers tør tekst. De fleste har allerede en profil, så det er ikke fordi, jeg tror, jeg skal revolutionere noget på det punkt. Opfordringen lyder i stedet på at betragte den som en integreret del af ansøgningen. Hvis det står i din profil, er der ingen årsag til at kede din læser med at skrive det i ansøgningen. Bevidst eller ubevidst vil en læser altid opgive overfor gentagelser. Leg med både afslutning og profil, og sørg for at de komplementerer hinanden.

Min profil sige lige nu således ud, men ændrer sig løbende:

“Man kan ændre en plan, man kan ikke ændre kaos”

Jeg er en meget udpræget all-round medarbejder med kommunikation som det centrale værktøj. Ved kommunikation forstår jeg enhver form for henvendelse til eller interaktion med min målgruppe. Jeg er en iderig medarbejder, som også kan planlægge og udføre mine ideer i den virkelige verden. Jeg er realist, men mener også, man realistisk set altid godt kan strække sig lidt længere anden gang. Det er det, der gør arbejdslivet spændende. Jeg holder meget af at afvikle workshops og events, hvilket jeg ofte har gjort med succes.

Som person har jeg let til smil og langt til sure miner. Jeg er selvkørende, initiativrig og særligt motiveret og effektiv, når jeg har masser at lave.

Flytter du dette indhold over i din profil og beslutter dig for ikke at gentage dig selv, så skal du pludselig anstrenge dig meget hårdt for at være ligeså kedelig som det første eksempel.

Afslutningen

Der er mange måder at gribe afslutningen an på. De fleste vælger at fokusere på, hvordan de er som medarbejdere og kollegaer, hvilket også altid har været min tilgang. Jeg har længe brugt de to eksempler nedenfor, men har måttet genopfinde mig selv, nu jeg lægger dem ud. Det er nu ikke en dum øvelse at smide alting væk og starte fra bunden. Det siges jo, at definitionen på dumhed er at gøre det samme og det samme igen og igen og forvente et nyt resultat. Ikke just noget jeg generelt ville sige om jobsøgning, men værd at overveje, hvis du føler, du er kørt fast i skabeloner, som ikke giver resultat.

Disse eksempler er “kulminationen”, om man vil, på nogle beskrivelser, som har udviklet sig over årene.

Som medarbejder er jeg effektiv, konstruktiv og god til at prioritere mine opgaver så alt bliver ordnet til tiden uden at gå på kompromis med kvaliteten. Jeg har en stilsikker næse for sproglig udformning, det kølige overblik og et aldrig svigtende mod på at tage hul på udfordringer af enhver art. Og så har jeg naturligvis en fortræffelig sans for humor.

Som menneske og medarbejder er jeg en udpræget holdspiller, der gladelig påtager sig store som små opgaver. Skal kaffen brygges, kommaerne sættes, de store rapporter udarbejdes eller de trælse skemaer udfyldes, så står jeg klar med arbejdstøjet og smilet på.

Andet eksempel var det mest levende. Det blev ofte justeret efter behov, så det var ikke kaffe, kommaer, rapporter og skemaer hver gang, men tilpasset opgaver i opslaget. Det kan være en stor fordel, hvis man søger meget bredt.

Generelt har jeg dog arbejdet på at få de vigtigste kvaliteter fremstillet på en lidt anderledes og interessant måde. “En stilsikker næse for sproglig udformning” er for eksempel en noget mere interessant formulering end at skrive: “Jeg er god til at skrive”. Selve sætningen “jeg er god til at skrive” modarbejder jo hele pointen. Samme gælder for den “fortræffelige sans for humor”. Den kan ikke skrives: “Jeg har en god sans for humor”. Det er jo det mindst underholdende i verden man kan sige, og alle vil sige det om sig selv – uanset om vi andre er enige. Jeg håber, alle kan se, at sætningen her er skrevet med lidt ironisk distance.

Sæt dig ned og tænk over de vigtigste kvaliteter ved dig selv. Tænk over, hvilke faste udtryk, man måske bruger med dem, eller hvilket tillægsord, der kunne gøre dem mere interessante. Lav nogle søgninger og find ordforbindelser, talemåder eller synonymer, hvis du skal skubbes lidt igang. Uanset om du kan lide mine afslutninger eller ej, så må du indrømme, at de er noget mere interessante end det første eksempel.

En anden tilgang kunne være at finde virksomhedens formulerede kerneværdier og flette dem ind i dette afsnit. Det ville være et godt afsluttende billede at efterlade dem med og måske et godt udgangspunkt for at lære at lege med formuleringen.

Find dig selv

Der er  ingen, der siger, at min måde er den rette til at håndtere disse ting, men disse eksempler er meget mig i både indhold og stil, og der er intet bedre end at være sig selv, tænker jeg. Der er ingen enkelt fantastisk løsning, da den bedste løsning lige netop ikke ligner alle de andres. Disse råd gælder dog for alle: Leg med beskrivelserne, gør det kort og gør det enkelt. Det er da skidt, hvis det sidste en arbejdsgiver læser fra din hånd, keder ham/hende. Og bemærk iøvrigt, at det bestemt ikke er en tilfældighed, at de sidste ord i disse sætninger handler om smil og humor. Det kan altid betale sig at slutte af med en krølle på halen.

2 kommentarer

Filed under Uncategorized

2 responses to “Krøllen på halen

  1. Lisbeth Stougaard

    Hej Heidi
    Jeg læser din blog med stor fornøjelse og vil gerne dele min version af det afsnit, hvor jeg kort beskriver mig selv som medarbejder.
    For at undgå alle påstandene, der bare står og flagrer i luften, vælger jeg at bruge de ord, andre har beskrevet mig med.

    Jeg skriver kort og godt:
    “Mine tidligere arbejdsgivere beskriver mig som velafbalanceret, fleksibel, ansvarlig, motiveret, selvstændig og en fornøjelse at arbejde sammen med! – Se de medsendte anbefalinger.”

    Tak for dine inspirerende råd og eksempler fra egen jobsøgning. – Jeg glæder mig til at læse videre! 🙂

    Mange hilsener
    Lisbeth

    • Hej Lisbeth

      Fantastisk med første modige jobsøger! Og et super godt eksempel, du deler. Du har virkelig formået at undgå alle påstande ved at lade tidligere arbejdsgivere tale – og vedlægge eksempler! Det er samtidig en rigtig god måde at skabe lidt interesse omkring anbefalingerne.

      Tak for roserne 🙂 Glæder mig også til at se flere eksempler fra dig.

      Hilsen
      Heidi

Skriv en kommentar