Se mit CV

Der er mange måder at udforme et CV på, og jeg vil ikke gøre mig selv til dommer over, hvad der er godt eller skidt. I dette indlæg vil jeg derimod vise, hvordan jeg selv har valgt at gøre det, og fortælle om de overvejelser, der ligger bag resultatet.

Se mit CV her.

Design for begyndere

Jeg er hverken grafiker eller visuelt kunstnerisk anlagt. Al min kreativitet er sproglig og idemæssig. Jeg kan dog bruge Adobe CS og gør det meget aktivt – også i professionelle sammenhænge. Disse programmer er relativt overskuelige at komme i gang med, men sværere er det at vide, hvad man skal lave i dem, når man ikke er født kreativ på dette punkt. Det kan dog læres.

Opsætning

Noget af det første, jeg gjorde, da jeg havde de basale kundskaber i programmerne, var at købe en lille bog, som hed ”The Non-Designer’s Design Book”. I denne kan man læse om simple tips til at gøre tingene lidt anderledes, hvis blot man overholder nogle generelle regler, fx om ikke at lukke tom plads inde. Mange vil have oplevet, at det er tydeligt en opsætning ikke virker, men hvor mange kan sige præcis hvorfor? En bog som denne kan hjælpe dig til at ramme plet første gang.

Inspiration

Det næste skridt er at lægge sig fast på et design. Der er rigtigt mange steder på nettet, man kan hente inspiration. Jeg søger selv ofte efter visitkort og brochuredesign for at finde simple, funktionelle inspirationskilder. Se for eksempel Designspiration. Jeg har tidligere lagt eksempler på gamle headers frem, som er afarter af min header på denne blog. Lige netop dét design kræver god øvelse og professionelle redskaber, men mit nye design vil formentligt kunne genskabes i Paint eller tilsvarende programmer. Som inspirationskilde kan jeg også varmt anbefale en gratis app, som hedder Zite. Her kan du abonnere på forskellige emner og få et dagligt magasin med artikler fra hele verden. Jeg abonnerer fx på grafisk design, webdesign, typografi og sociale medier for at holde mig opdateret og hele tiden blive inspireret til at tænke nyt.

Farver

Når du har valgt et design, du føler, du kan genskabe og tilpasse, så det passer til dig, skal du vælge farver. De fleste kan sætte 2-3 farver sammen med rimelig succes, men farvevalg er faktisk en hel disciplin i sig selv. En succesfuld farvepalette kræver øvelse at lave – ikke mindst med den måde, man vælger farver på i de fleste programmer. Her er masser af fremragende inspiration at hente i Adobe Kuler. Brug dem, men husk at udskrive et eksemplar i sort-hvid, så du er sikker på, alt kan ses, hvis din ansøgning printes sådan.

Skrifttyper

I dette design har jeg også valgt at anvende en speciel skrifttype. Både skrifttyper og papirformater er noget, man bemærker, når de ser anderledes ud, end de plejer. En lille afvigelse fra de gængse A-formater i en brochure bliver opfattet ubevidst af modtageren. Formater skal du nok ikke lege med i ansøgningen eller CV’et (det skal jo printes), men skrifttyper kan man sagtens variere, så længe man husker at sende som en PDF. Der er masser af gratis, spændende skrifttyper at hente på Dafont.

Helheden

Dette er alle de enkelte elementer, jeg har taget stilling til, før jeg gik i gang med mit design. Sammenlagt afspejler de mig og min stil, samtidig med at de overholder alle designregler, så helheden bliver professionel at se på (efter min mening). Helheden er luftig og giver et meget hurtigt overblik over overskrifterne, så man hurtigt kan finde det, man er interesseret i. De væsentligste kvalifikationer, man skal bemærke, er allerede tydeligt fremhævet som en del af headeren.

Indholdet

På indholdsdelen har jeg valgt en form, som jeg føler giver et hurtigt overblik, er nemt at gå til og giver en dækkende beskrivelse af min erfaring, uden at være overvældende. Kategorierne (erhvervserfaring, uddannelse mv.) står tydeligt markeret til venstre, mens de enkelte elementer (arbejdsplads mv.) er tydeligt adskilt fra hinanden i højre kolonne. En svagt grå baggrund giver samtidig lidt ro til øjet og adskiller kategorier fra elementer.

Erhvervserfaring

Under hver stilling har jeg listet en række arbejdsopgaver. Disse er ikke udtømmende for stillingens indhold, men det er de væsentligste opgaver, og samtidig dem jeg ønsker at arbejde med i fremtiden. Det er vigtigt for mig, at hvert punkt er nogenlunde relevant, så jeg ikke risikerer at kede min læser. Læseren skal helst være motiveret til at læse videre under næste punkt og vide, at der kommer relevante erfaringer. Information overload er aldrig godt i min verden.

Et CV er en levende størrelse, som ændrer sig over årene. Efterhånden som der er kommet flere erfaringer til, har jeg valgt at gruppere de ældste i en samlet kategori. Det er erfaringer, som har været med til at forme mig som medarbejder, men de er ikke længere direkte relevante. Jeg vil hellere kort vise dem og sikre, at min CV ikke bliver for langt at starte på.

IT-kompetencer

En anden opdeling, jeg har valgt at foretage, er IT-kompetencerne, som jeg har delt i generelt, grafiske programmer, web og systemudvikling. Jeg søger hverken stillinger som udvikler eller grafiker, men de fleste stillinger har en eller anden IT-vinkel, og det er vigtigt for mig, at en potentiel arbejdsgiver hurtigt kan se, præcis hvordan jeg passer til stillingens indhold uden at læse for meget andet. Let, flydende og overskuelig kommunikation har generelt den effekt på enhver læser, at man er motiveret til selv at opsøge mere. Udenomssnak og lange beskrivelser gør det modsatte.

Andre overvejelser

Der er som sagt mange forskellige tilgange til CV’et, og kunsten er at finde den form, der passer til dig. Her er et par andre ting, jeg har overvejet.

Længden

Længden af et CV er der mange, der har holdninger til. Jeg hørte engang en professionel sige, at hvis man rent faktisk havde otte sider med relevante informationer, så var det ikke for meget med otte sider. Jeg er meget enig. Relevans, præcision og overskuelighed er det vigtigste for mig. Længden er sekundær. Mange arbejder også med tilpassede CV’er til de enkelte stillinger. Det kan sagtens være fornuftigt, men er slet ikke noget, jeg selv har overvejet. Jeg er en bred ansøger. Punktum.

Kompetence-CV’et

Hvis jeg havde været uddannet ingeniør eller datalog, havde jeg formentligt valgt at lave et kompetence-CV, eller som et minimum indlede med en kompetenceprofil, som meget hurtigt kunne beskrive mit niveau inden for de enkelte faglige discipliner. Jeg er humanist. Mine erfaringer og kompetencer kan ikke reduceres til et oversigtsskema, og mine kundskaber kan ikke skaleres. Jeg har en meget bred profil og meget forskelligartede erfaringer, derfor vil jeg hellere præsentere mig selv som en helhed.

Mere end et CV

Kort sagt har jeg valgt en form, som jeg føler 100% afspejler mig og passer til mine erfaringer. Det har dog været vigtigt for mig samtidig at arbejde med opsætningen og indholdet på en professionel måde, da jeg søger mange stillinger inden for kommunikation, PR og markedsføring. Mit CV bliver derfor et professionelt eksempel på, hvordan jeg formidler i praksis. Jeg har set mange visuelt kedelige lister fra folk, der kalder sig selv grafikere, og ligeså mange lange, vævende forklaringer fra folk, som hævder at være kommunikationsmedarbejdere. Det går bare ikke.

Hvad siger dit CV om dig?

1 kommentar

Filed under Uncategorized

One response to “Se mit CV

  1. Hej
    Du skriver fantastisk og du kommer godt omkring alle de ting, der er relevante at have med i sit cv. Som du selv er inde på kan man overveje længden, men lige så vigtig er det at få lave analysen omkring, hvilket job man søger, således at dit CV ikke bliver standart, men bliver tilpasset det enkelte job, som der søges.
    Vi giver ved http://procv.dk/ vores professionelle bud på, hvordan et CV skal sættes op for at det bliver en succes i hænder på de travle rekrutteringsansvarlige.
    Vi tales ved
    Bjørn Jepsen
    Procv.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s